Månedens indslag - Bevarede veteranbusser

Som månedens indslag, viser vi en række bevarede veteranbusser, fra vognmænd, museer, samlere og bushistoriske foreninger.

April

Sporvejsmuseets HT 1501 på Sporvejsmuseet d. 20. juni 2015. Foto: Lars Ersgaard.

Leyland-DAB 6-1-TL11/5 årgang 1982

Hovedstadsområdets Trafikselskab, HT, gik i luften 1. oktober 1974 som trafikselskab for de fem daværende hovedstadsamter. Her overtog man alle de offentligt ejede ruter i hovedstadsamterne, og tilhørende busser. Dermed blev man samtidigt danmarks største busselskab. Her anlagde man en tomærke-strategi, med køb af busser fra både Volvo/Aabenraa-karosserifabrik og Leyland-DAB, fordelt efter, hvor man var velkendt med de respektive busmærker. Leyland-DAB blev derfor udset til at anvendes i primært de gamle Sporvejene og Forenede Rutebiler-områder. Og da Leyland-DAB netop stod for at udskifte sin velkendte Serie 2 med den meget nyintroducerede Serie 3, valgte man i første omgang at bestille en prototype-bybus, som man fik leveret i 1975. Den havde automatgear, døre 2-2-0, plastbetrukne dobbeltstole bussen igennem, og en lille midtperron, men intet langsæde henh. bagageplads over forhjulene, som man ellers anvendte på bybusserne i Indre København. Prototypen gav imidlertid anledning til så mange ændringsønsker, at man frem for at normalisere den, i stedet valgte at returnere den, og få bygget en ny til erstatning. Prototypen blev derfor solgt til Thorkils Rutebiler i Køge. Serieleverancen gik i gang i 1976. I 1977 fik bustypen en mere hvælvet frontskive og ditto frontparti, tilsvarende den samtidige nye DABs serie 4. I 1978 anskaffede man to busser med ekstra bagdør, døre 2-2-1, for at finde ud af, om den ekstra dør kunne få passagererne til at gå længere tilbage i bussen. Samme år gjorde man også forsøg med at flytte defrosterluftindtaget op over destinationsskiltet, for at undgå udstødningsgas inde i bussen. Det blev siden standard på de efterfølgende leverede busser. I 1979 ændrede man stolene over forhjulene til langsæder. Til venstre rummede det nu eltavlen, der før havde siddet i chaufførbagvæggen, til højre var det indrettet som bagageaflæggeplads. Samtidigt begyndte man nu at bestille bustypen i udgaver både uden og med ekstra bagdør. I 1980 gik man over til at anvende Leyland-DABs serie 6-chassis. Samtidigt gjorde man forsøg med barnevognsmedtagelse i busserne, hvilket medførte, at man gjorde midtperronen større. Bustypen blev endvidere genstand for flere forsøg med barnevognsmedtagelse. Man bestilte nu en serie busser med tre døre 2-2-2 og forsænket bagperron, dedikeret ruter med typisk korte passagerrejser. Med skiftet til den nye Leyland-DAB serie 7 i 1984, blev der ikke bygget flere af denne bybustype. En af typen er bevaret, nemlig HT nr. 1501, der er en 2-2-1-bus fra 1982. Hos HT har den kørt ud fra bl.a. Valby-busanlæggene, og den var en af de Leyland-DAB-busser, som HT solgte til Linjebus i 1992, der dengang bl.a. havde vundet en del kørsel omkring Hørsholm og Frederiksværk. I 1995 kom den til John Staaling i Viborg, hos hvem den stod i mange år. Men da Bushistorisk Selskab i 2006 forærede Sporvejsmuseet en Volvo B59 fra Aalborg Omnibus Selskab, benyttede Sporvejsmuseet lejligheden til at bytte sig til HT nr. 1501, og siden har man fået bussen malet og restaureret. Aktuelt er Sporvejsmuseets HT nr. 1501 en af museets kørende busser, og den ses ses ofte køre på museet og ved Kulturnatten i København.

Marts

Sporvejsmuseets KS 571 i Ølsemagle d. 8. april 2017. Foto: Lars Ersgaard.

Volvo B59 med Aabenraa-karrosseri årgang 1972

Da Københavns Sporveje erhvervede sin 3. serie busser i forbindelse med sporvognenes nedlæggelse, ønskede man lavere gulvhøjde i busserne, end man havde opnået i de førhen erhvervede 2 serier midtmotorbusser fra Leyland-DAB. På disse var gulvhøjden allerede knebet så langt ned, at der kun var 15 cm mellem kørebanen og motorens bundkar. Derfor besluttede man, at man ville have busser med motoren bagi, så gulvhøjden kunne komme længere ned i den forreste del af bussen. Foruden den hidtidige leverandør Leyland-DAB, var Volvo og fire andre leverandører også inde i kapløbet om at levere de nye hækmotorbusser, Volvos tilbud, der var udarbejdet i samarbejde med Aabenraa Karosserifabrik, blev foretrukket, selvom det ikke var væsentligt billigere end Leyland-DABs. Derimod stillede man med bedre garantier. Volvos tilbud lød på busser på et nyt medbærende hækmotorchassis, betegnet B59, påbygget et nyudviklet aluminiumskarrosseri fra Aabenraa Karosserifabrik. Det nye karrosseri havde bl.a. uset store destinationsskilte, noget passagererne havde savnet. Og da KS satte den nybyggede prototypebus i trafik i København i september 1970, kunne københavnerne selv tage de større destinationsskilte i øjesyn. Døre og stole var arrangeret som den forrige Serie 2-busserie, d.v.s. døre 2-2-0, ingen midtperron og dobbeltstole, bortset fra i højre side mellem for- og midterdør, hvor der var enkeltstole. I midtergangen var der et trin op umiddelbart bag midterdøren, for at der bagi kunne blive plads til bagaksel, drivlinjen og den liggende 9,6 liter motor. Sporvejsmuseet KS nr. 571 er den ene af Sporvejsmuseets to Volvo B59-busser. KS nr. 531 er den originale prototype, som Volvo stillede til rådighed for KS i 1970, mens KS nr. 571 er ud af serieleverancen, som KS modtog fra oktober 1971. Nr 571 leveret september 1972. I 1974 blev den, sammen med den øvrige KS-buspark overtaget af HT. Her kørte den frem til 1986, hvorefter Københavns Lufthavnsvæsen overtog den, til kørsel mellem terminalbygningen og flyene. Sporvejsmuseet overtog bussen i 1999. Aktuelt er Sporvejsmuseets KS nr. 571 en af museets kørende busser, og den ses ses ofte køre på museet og ved Kulturnatten i København, plus ved forskellige bestillingskørsler.

Februar

Sporvejsmuseets KS 314 på Sporvejsmuseet d. 20. juni 2015. Foto: Lars Ersgaard.

Reo med KS-karosseri årgang 1934

I august 1934 åbnede Københavns Sporveje en ny rute til at betjene Københavns vestlige periferi fra Valby til Hellerup via Vigerslev og Bispebjerg. Hertil anskaffede man i første omgang ni rutebiler, bygget på Reo-chassiser, og med karosserier fra H. F. Jensen i København. De var indrettet for enmandsbetjening, og havde 16 siddepladser, og bagperron med plads til 8 stående. Ruten blev imidlertid en stor succes, hvorfor der hurtigt måtte bestilles fem busser mere. Disse fik nu karosserierne bygget på Sporvejenes hovedværksted på Enghavevej. Under besættelsen blev busserne i første omgang klodset op, men da de anvendte en lille dækdimension, der fortsat kunne fås, fik 10 af busserne indbygget gasgeneratoranlæg på bagperronen, og blev derefter indsat på forskellige af de mindre omegnsruter. Gasgeneratoranlæggene blev demonteret i årene fra 1945 til 1947, i takt med at man igen kunne få benzin. Busserne blev successivt taget ud af trafik i årene fra 1948 og frem til 1953. De blev derefter hugget op, bortset fra to. Nr. 313 blev foræret til en børnehave, mens nr. 314 blev gemt i KS historiske vognsamling og kørte ofte med i de køretøjs-kavalkader, som KS arrangerede, når man lukkede en sporvognslinje. Siden blev KS historiske vognsamling til HT-museet, der i 2003 overgik til Sporvejsmuseet. Aktuelt står KS nr. 314 i Sporvejsmuseets nye busudstillingshal.

Januar

Foreningen til Bevarelse af Gamle Brandbiler i Vigs Volvo B57 ved Græsted Veterantræf d. 24. maj 2015. Foto: Lars Ersgaard.

Volvo B57 med Aabenraa-karrosseri årgang 1967

Lollandsbanen, der nu er fusioneret ind i Lokaltog, etablerede rutebilkørsel i 1934, ved at man overtog ruterne Maribo-Sakskøbing-Nykøbing F, Maribo-Søllested-Nakskov og Maribo-Rødby Havn. Siden voksede banens rutebil-forretning, idet man etablerede og overtog flere ruter på Lolland og Falster, i takt med at mange af de mindre privatbaner og rutebilejere opgav driften. I 1967 nedlagdes Nakskov-Kragenæs Jernbane. Her etablerede Lollandsbanen to busruter til betjening af den nedlagte banes opland, plus man anskaffede et par Volvo B57 med karosserier fra Aabenraa Karosserifabrik. Nogle lidt primitive busser, idet man allerede havde anskaffet flere Volvo-busser med midtmotorchassis, hvilket man også fortrinsvis anskaffede sidenhen. En af Volvo B57-busserne fra 1967 var nr. 1. Oprindeligt var den rød, men i 1981 fik den Y-togsfarver som banens øvrige busser allerede havde fået. Ved denne lejlighed fik den endvidere sideskiltet fjernet. Y-togsfarver var den rød med hvide striber og grå skørter, som privatbanernes nye motortog fra tyske Düwag blev leveret i, da de første kom i 1965, og som de fleste af privatbanerne sidenhen valgte at bibeholde. Og både Lollandsbanen og Odderbanen anvendte dem endvidere på sine busser. Lollandsbanen nr. 1 anvendtes frem til 1986, hvorefter den blev bevaret i tilknytning til Lollandsbanen helt frem til 2000. Herefter er den kommet til Foreningen til Bevarelse af Gamle Brandbiler i Vig, der anvender den som udflugtsbus. Den ses hyppigt ved bl.a Silkeborg Veteranrally og Græsted Veterantræf. Som den nok eneste bevarede bus i Y-togsfarver, beretter den om den trafikale hverdag i de privatbane-betjente egne af Danmark i 1970-erne og 1980-erne.

SE SENESTE NYT
KOMMENDE AKTIVITETER
BUSBLADET
SE BUSSERNE