Ny jubilæumsbog om DitoBus
DitoBus, hvis gæstfrihed vi har nydt ved flere af vore medlemsarrangementer, er der nu udkommet en jubilæumsbog om. Det er nemlig nu 75 år siden at stifteren, Poul Verner Hansen, etablerede sig med taxi og køreskole i Ugerløse, og få år efter udvidede med en turistbus.
I bogen, med titel ”75 års bushistorie med Ditobus” fortæller de erfarne buslitteratur-forfattere Jens Birch og Ole Gold historien om firmaet, helt frem til det, via vundne kørselsudbud og redelige virksomhedsopkøb, nu er blevet Danmarks største familieejede busselskab med afdelinger i både Syd, Øst-, Nord og Vestdanmark, dækkende både rute-, turist- og minibuskørsel.
Det sker på 151 sider illustreret med flere end 180 illustrationer fra en større flok habile busfotografer.
Vi sælger naturligvis bogen i vor boghandel, salg@bushistorisk-selskab.dk hvor man som medlem af Bushistorisk Selskab kan købe den til nedsat medlemspris, kr. 223,50 modsat normalprisen der er på kr. 298,-.

