Vor medlemsudflugt til Ditobus i Holbæk
Den 29. februar gennemførte vi vor medlemsudflugt til Ditobus i Holbæk hvor Niels Gregers Hansen Boers fortalte vore 14 deltagende om Ditobus og derefter viste os rundt på hovedkontoret i Holbæk.
Efter den venlige modtagelse med kaffe og rundstykker fik vi den interessante beretning om firmaets spæde start i 1950 til nu hvor man har omtrent 380 rute-, turist- og minibusser samt transportvogne i trafik, fordelt med over 280 øst for Storebælt og over 90 i Nordjylland.
Og vel at mærke uden der har ligget nogen specifik vækststrategi bag, derimod har man blot forstået at springe til, når andre vognmænd har henvendt sig med ønske om at afhænde deres forretninger.
Efter frokost med smørrebrød, fik vi en interessant rundvisning på kontorer, garager og værksteder i Holbæk, hvor vi bl.a. så firmaets nye kontorfløj i form af en nærved beliggende pavillon, hvori man har samlet kontorerne for både gruppe-funktionerne og flere af firmaets forretningsområder indenfor rute-, turist- og servicetrafik.
Herefter var det blevet tid for kaffe og kage, inden vi gik hvert til sit hjembringende masse interessante beretninger om et oprindeligt Midtsjællandsk busselskab der nu også opererer i Nordjylland.